Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Sygdomspolitik

Håndtering af sygdom
Syge og smittebærende børn må ikke modtages i institutionen.
Hvis børnene er syge eller fraværende, skal I give os besked. Besked kan gives via AULA eller pr. telefon. Vi vil også gerne have information om sygdommens art, så de øvrige forældre kan orienteres, såfremt der er behov for dette i tilfælde af særligt smitsomme sygdomme.

Ved akut opstået sygdom giver vi besked, og I skal som forældre snarest muligt hente jeres barn. Såfremt der sker ændringer ved flytning, tlf., læge, arbejdsplads eller lignende, skal institutionen have besked, og I skal opdatere jeres oplysninger på AULA, da det er vigtigt, vi kan komme i kontakt med jer, hvis barnet bliver sygt eller kommer til skade.

"Barnet er rask, når det på sædvanlig måde kan klare at opholde sig i institutionen. Det vil sige, at barnet skal kunne deltage i de aktiviteter, det plejer, uden at kræve særlig pasning". (Citat: Sundhedsstyrelsen).

Vi oplever nogle gange, at forældre fortæller at deres barn ikke var syg da de kom hjem. Vi tillægger dette at barnet her er kommet hjem i rolige og trygge omgivelser, hvor der er mindre at forholde sig til. Derved får barnet mere overskud.

Ved behov for læge
Hvis et barn er så uheldigt at komme til skade, vurderer vi, om det er nødvendigt at kontakte jer. Skal barnet på lægehuset vil I blive kontaktet, og vi vil straks tage på lægehuset med barnet. Er det påkrævet at tage på skadestuen, er det ønskeligt, at det er jer som forældre, der tager af sted med barnet.

Medicin
Der gives som udgangspunkt ikke medicin i Kernehuset-Engblommen. Personalet i institutionen har ikke en sundhedsfaglig baggrund, og er derfor ikke uddannet til at observere og behandle syge børn.

Undtagelser fra denne regel kan dog ske, hvis:
- Barnet har en kronisk sygdom, der fordrer at medicin gives i det tidsrum, barnet opholder sig i institutionen.
- Barnet har medicin p.n. (behov for medicin i særlige tilfælde), f.eks. hvis barnet lider af feberkrampe, epileptiske anfald eller kraftige allergiske reaktioner.

I de tilfælde, hvor personalet har påtaget sig at give barnet medicin, skal emballagen have en let læselig påskrift med oplysning om barnets navn, medicinens art og den ordinerede dosis. I grænse- og /eller tvivlstilfælde er det institutionens ledelse, der afgør, hvorvidt institutionens personale kan påtage sig opgaven.